søndag den 12. maj 2019

Tre tyskere, som angiveligt drev en markedsplads på det mørke net med over 1 million brugere, står over for narko- og hvidvaskanklager i USA og Tyskland

Fra markedspladsen Wall Street Markets hjemmeside på det mørke net. Klik for større billede.
3. maj 2019. LOS ANGELES – Efter næsten to års international efterforskning, som inddrog amerikanske, tyske og hollandske myndigheder, har forbundsanklagere anklaget tre tyskere for at være administratorer af Wall Street Market (WSM), som var en af verdens største markedspladser på det mørke net, der gjorde det muligt for sælgere at forhandle et bredt udvalg af kontrabande, bl.a. en række illegale narkotiske stoffer, forfalskede varer og hacker malware.
Markedspladsens hjemmeside efter det tyske forbundspolitis beslaglæggelse.
Tre tyskere sagsøges
En stævning, der blev sendt til den amerikanske distriktsret i Los Angeles, anklager de tre sagsøgte, som aktuelt er i forvaring i Tyskland, for at være administratorer af WSM, en sofistikeret onlinemarkedsplads tilgængelig på seks sprog, der tillod ca. 5.400 forhandlere at sælge ulovlige varer til omkring 1,15 millioner kunder verden over. Som andre markedspladser på det mørke net, der tidligere er blevet lukket af myndighederne – f.eks. Silk Road og AlphaBay – fungerede WSM som et konventionelt kommercielt websted, men det var en skjult tjeneste udenfor rækkevidde af traditionelle webbrowsere – kun tilgængelig via brug af netværk beregnet på at skjule brugernes identitet såsom TOR-netværket.  

I næsten tre år blev WSM angiveligt drevet på det mørke net af de tre mænd, som nu står over for anklager i både USA og Tyskland. En såkaldt “exit scam” gennemførtes angiveligt for en måned siden, da WSM’s administratorer tog alle de virtuelle penge, der blev opbevaret i markedspladsens spærrede konti og brugerkonti – vurderet af efterforskerne til at beløbe sig til ca. $11 millioner (73 millioner kroner) – og så overførte pengene til deres egne konti. Exit scams er almindelige blandt store markedspladser på det mørke net, som typisk opbevarer penge, mens forhandlerne leverer deres ulovlige varer.

De tre sagsøgte, der er anklaget i USA, blev arresteret i Tyskland den 23. og 24. april 2019. De er en 23-årig indbygger i Kleve, Tyskland; en 31-årig indbygger i Würzburg, Tyskland; og en 29-årig indbygger i Stuttgart, Tyskland. Anklageskriftet anklager mændene for to tilfælde af alvorlig kriminalitet ­– konspiration om at hvidvaske monetære instrumenter og udbredelse og konspiration om at udbrede kontrollerede substanser. Disse tre sagsøgte står også over for anklager i Tyskland.

En fjerde sagsøgt
En fjerde sagsøgt forbundet til Wall Street Market blev anklaget i et anklageskrift i distriktsretten i Sacramento, Californien. Marcos Paulo de Oliveira-Annibale, 29 år, fra São Paulo, Brasilien, står også over for anklager om narkodistribution og hvidvask af penge og for at virke som moderator på WSM, som bl.a. mæglede uenigheder mellem forhandlere og deres kunder. Annibale, som benyttede onlinenavnet MED3LIN (Medelin), agerede også som PR-repræsentant for WSM ved bl.a. at fremme WSM på websteder som Reddit, ifølge anklageskriftet.

De to sager indgivet i USA er et resultat af en efterforskning foretaget af FBI, DEA, US Postal Inspection Service, Det amerikanske skattevæsens kriminalefterforskning og Det amerikanske immigrations og toldhåndhævelses Homeland Security Investigations (HSI).

Myndighederne kan holde trit med de IT-kriminelle
”Vi vedbliver at holde trit med sofistikerede aktører på det mørke net ved at øge vores tekniske evner og arbejde endnu tættere med vores internationale lovhåndhævningspartnere,” sagde den amerikanske Statsadvokat Nick Hanna. ”Selvom de lurer i Internettets dybeste hjørner, viser denne sag, at vi kan jagte disse kriminelle, hvor end de skjuler sig.”

”Vi er på jagt efter blot de mindste spor for at identificere kriminelle på det mørke net,” sagde den amerikanske statsadvokat McGregor W. Scott for Californiens Østlige Distrikt. ”Den strafferetlige forfølgning af disse sagsøgte viser, at selv den mindste fejl kan føre til, at vi finder ud af en cyberkriminels sande identitet. Som med den sagsøgte Marcos Annibale tillader flere år gamle forumposteringer og onlinebilleder af ham os at forbinde punkterne mellem ham og hans onlinepersona Med3l1n. Uanset hvor de bor, vil vi efterforske og retsforfølge kriminelle, som skaber, vedligeholder og fremmer markedspladser på det mørke net for at sælge ulovlige narkotiske stoffer og anden kontrabande.”

”Lige da internationale lovhåndhævende partnere begyndte at demontere Wall Street Market og handle mod dets medlemmer, som beskrevet i anklageskriftet, besluttede webstedets administratorer at stjæle deres kunders penge via en exit scam,” meddelte vicestatsadvokat Brian Benczkowski. ”Denne operation sender en krystalklar besked: mørke markeder tilbyder intet sikkert tilflugtssted. Arrestationen og retsforfølgelsen af de kriminelle, der angiveligt drev denne markedsplads på det mørke net, er et storartet eksempel på vort partnerskab med lovhåndhævende myndigheder i Europa med støtte fra Europol, og det demonstrerer, hvad vi kan gøre, når vi står sammen.”   

”Efterforskere fra mange lande overvandt de nationale, retslige og diplomatiske udfordringer ved at bringe de ansvarlige sofistikerede aktører, der drev en af de største kendte, krypterede markedspladser i det mørke nets skyggemiljø, til ansvar,” forklarede vicedirektør Paul Delacourt fra FBI’s Los Angeles Feltkontor. ”Denne sag er et eksempel på et succesfuldt globalt samarbejde blandt lovhåndhævende organer, som deler de mange udfordringer med at retsforfølge transnational kriminel aktivitet, der gennemføres af enkeltpersoner, som opererer anonymt på tværs af grænserne.”

Anklageskriftet
Den beedigede skriftlige erklæring til støtte for anklageskriftet indgivet i Los Angeles skitserer, hvordan de sagsøgte drev en sofistikeret onlinemarkedsplads, som tilbød krypteret kommunikation mellem købere og sælgere, såvel som et onlineforum til at diskutere med forhandlere og kvaliteten af deres varer. Den skriftlige beedigede erklæring beskriver også en international efterforskning, som kunne identificere de tre administratorer af WSM, og viser, hvordan de tidligere drev en anden tyskbaseret markedsplads på det mørke net, som lukkede ned i 2016 og forbinder dem til computerservere i Tyskland og Holland, som blev brugt til at drive WSM og behandle virtuelle valutatransaktioner.

De tre sagsøgte skabte angiveligt WSM, vedligeholdt webstedet og drev markedspladsen for at sikre, at købere kunne få adgang til forhandlersider, og at økonomiske transaktioner blev behandlet rigtigt. Efterforskningen skitseret i anklageskriftets beedigede erklæring forbandt de tre sagsøgte til WSM på flere måder, bl.a. deres adgang til WSM’s computerinfrastruktur. En af de sagsøgte benyttede f.eks. virtuelle private netværk til at få adgang til WSM’s computere, men når en VPN-forbindelse fejlede, blev hans IP-adresse afsløret, og myndighederne kunne identificere hans opholdssted.

De tre sagsøgte, der er sigtet i Los Angeles, blev arresteret i Tyskland efter WSM-administratorerne gennemførte en exit scam i kølvandet på, at WSM for nyligt blev anset som verdens førende markedsplads på det mørke net og opnåede en betydelig indstrømning af nye forhandlere og brugere, ifølge anklageskriftet. Den 16. April 2019 blev forhandlerne klar over, at de ikke kunne overføre de virtuelle midler, der var anbragt på spærrede konti fra deres kunder, hvilket fik tyske myndigheder til at gennemføre en række arrestationer og ransagninger.

Anklageskriftet identificerer flere tilfælde, som er blevet indgivet til retten i USA mod WSM-forhandlere. En forhandler på det mørke net, som reklamerede på WSM, sidder aktuelt inde med en 12 år lang fængselsstraf efter at være blev dømt i Wisconsins Vestlige Distrikt for at sælge en fentanyl-analog, der resulterede i en Florida-borgers død ved en overdosis. Denne havde købt en næsespray med det kraftfulde opioid fra forhandleren.  

To topsælgere på handelspladsen
To af topforhandlerne på WSM – identificeret ved onlinenavnene Platinum45 og Ladyskywalker – var baseret i Los Angeles-området og var større narkoforhandlere. En sælger, Ladyskywalker, opererede på flere markedspladser på det mørke net, hvor vedkommende reklamerede for og solgte opioider såsom fentanyl, oxycodone og hydrocodone. Den anden topforhandler – som benyttede onlinenavnet Platinum45 og opererede på mindst to markedspladser på det mørke net, bl.a. WSM – reklamerede for og solgte narko såsom metamfetamin, Adderall og oxycodone til kunder i USA og verden over, bl.a. Tyskland og Østrig. Platinum45 fremstillede også Adderall-tabletter og reklamerede for salget af op til 1 kg’s mængder af metamfetamin på WSM.

Politiets tekniske evner gør, at det mørke net ikke sikrer anonymitet
”Markedspladsen på det mørke net, Wall Street Market, var en de største værter for forhandlere, der falbød ulovlige varer,” sagde DEA's ledende specialagent fra San Francisco Chris Nielsen. ”Lovhåndhævningen tilpasser sig altid teknologiske forandringer og sender i denne sag et klart budskab til dem, der bryder loven og forsøger at skjule sig bag anonymitetens illusion – vi vil identificere og finde dig. Denne sags succes skyldes det fremragende samarbejde mellem lovhåndhævende myndigheder rundt omkring i verden, som leverede endnu et slag mod kriminelle netværk, der drives i cyberspace’s undergrund.”

”Alle, der mener, at det mørke net er et sikkert sted at gennemføre ulovlig handel, bør vide, at de ikke er anonyme,” advarer ledende inspektør Michael Ray fra Postal Inspection Service. ”De vil blive fundet, og de vil blive bragt for retten. Postal Inspection Service har en højt uddannet og engageret cyberenhed, som arbejder utrætteligt med andre lovhåndhævende myndigheder for at beslaglægge markedspladser og standse forhandlere fra at benytte det amerikanske postvæsen til at sende ulovlige varer og farlige stoffer.”

”Nedtagningen af dette websted er en kæmpe gevinst for tidligere og fremtidige ofre for kriminalitet begået pga. distributionen af ulovlige produkter og tjenester, der sælges,” konkluderer chef Don Fort for det amerikanske skattevæsens Kriminalefterforskning. ”Vi er engagerede i at benytte vores unikke økonomiske efterforskningsmidler til at takle denne slags trusler lige på for at beskytte borgere, for at fremme cybersikkerhed og for at oplyse det globale samfund.”

”HSI og vores partnere er på forkanten med at bekæmpe narkohandel, økonomisk kriminalitet og ulovlige aktiviteter leveret af sorte onlinemarkeder,” kan HSI’s fungerende administrative direktør Alysa D. Erichs meddele. ”Mens kriminelle operatører kan fortsætte med at øge rækkevidden af deres forretninger gennem disse markedspladser på det mørke net, kan de i sidste ende ikke undslippe lovens lange arm. Vi fortsætter med at efterforske, beslaglægge og demontere skjulte ulovlige netværk, der udgør en trussel i cyberspace.”

Hvis du vil vide mere
Du kan læse mere om det mørke net og politiets efterforskning af salg af narko og malware dér i bogen ”Bliv sikker på nettet”, der bl.a. indeholder sider med disse emner:
  • Side 74-77: FBI fanger russiske hackere
  • Side 78: It-kriminelle opfører sig som big business
  • Side 99-11: Dansk gennembrud: Narkohandlere kan ikke længere gemme sig bag bitcoin
  • Side 422: FBI: ”Vores hidtil mest succesfulde indsats mod TOR-brugere”
  • Side 426-427: Dansk politi jagter kriminelle brugere af hemmelig webhandelsplatform - AlphaBay og Hansa
  • Side 444: Fentanyl: Livsfarlig medicinspray sælges lovligt på nettet
Med venlig hilsen

Lars Laursen, forfatter til bogen ”Bliv sikker på nettet

Kilde: Pressemeddelelse fra Statsadvokatens kontor i Californiens Centrale Distrikt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar